Odense kommune og aktive borgere.
Vejforeningen Fru Gurli, der omfatter Fruens Bøge Alle og Gurlis Alle, besluttede i det tidlige forår 2017 at rette henvendelse til Odense Kommune mhp. at få Fruens Bøge Alle til at leve op til sit navn – en ALLE.
I vores henvendelse til Kommunen bad vi om tilladelse til at plante et antal træer i området mellem flisekant og kantsten. Vi var selv indstillet på at bekoste projektet samt også den fremtidige vedligeholdelse (beskæring m.m.) af beplantningsprojektet.
Efter mange (otte i alt) henvendelser til forskellige personer fik vi så endelig et officielt svar fra Odense Kommune primo januar 2018. Man havde foretaget en grundig behandling af vores ansøgning, svaret skulle også kunne bruges til fremtidige analoge henvendelser.
I svaret var der rimelige angivelser af, at beplantningen skulle ske på aftalte steder og at beplantning skulle ske på samme vis, som Odense Kommune selv planter træer. Så langt så godt.
Men det afgørende punkt var, at pasningen af vejtræerne skulle sikres uden fremtidige udgifter for Odense Kommune. Det betyder, at vejforeningens forpligtigelse skal tinglyses for alle husejere på Fruens Bøge Alle og at udgifterne hertil skal afholdes af vejforeningen.
Dette gør selvfølgelig vort projekt umuligt . Vi synes ikke, at Odense Kommune med denne meget firkantede holdning understøtter fremtidige borgerinitiativer, initiativer som borgerne endda i vid udstrækning selv vil bekoste.
Det er en skam!
Men vi har et forslag: I forbindelse med Letbaneprojektet fælles der en del træer. Det er tilkendegivet, at der vil blive plantet et tilsvarende antal erstatsningstræer. Kunne man ikke plante en del af disse erstatningstræer langs Fruens Bøge Alle?
-
Nyt på hjemmesiden
Arkiver
Kategorier